Almen dannelse/KLM

 

Dannelse

Hvad er dannelse egentlig for noget? Er det andet end et ord, et ord man siger, når man ikke har et almindeligt anerkendt begreb, et begreb med den entydig betydning?

Dannelse er et luftigt begreb, der ligesom begrebet ånd, forsvinder når man prøver at holde det fast!

Det er jo et sted at starte undersøgelsen – hvorledes indkredse og fange begrebet?

 

I første kapitel af Steen Nepper Larsens bog Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering, fra 2013, griber Nepper Larsen tilbage til Claudius Wilkens artikel om begrebet i Salmonsens Leksikon fra 1916. Wilkens skriver:

"Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde og selvstændig Dom."

Og Nepper Larsen fortsætter:

Bemærk venligst ordene: "ejendommelige", "Livsfylde", "selvstændig Dom". Allierer man sig med dannelsesbegrebet, entrer man et felt, hvor rene mål-middel-rationelle overvejelser må melde hus forbi. Dannelsen lader sig ikke operationalisere eller formalisere, til stor fortrydelse for økonomistyring, taxametertænkning, skiftende ministre og statslige og lokale uddannelsesplanlæggere. Den er principielt også frisat fra nyttekalkulationer, prognoser og andre statistiske stiløvelser fra arbejdsmarkedet.  […] Dannelse hører livet til, den er autonom og er måske endda sin egen begrundelse, ligesom kunsten, glæden og kærligheden. Dannelse er afkaldet på at blive gjort dum og uværdig.

 

Så vidt Nepper Larsen, men hvor kan vi ellers få viden om begrebet? I opslaget om kultur i Den store Danske, kan vi læse:

Mennesker fødes ikke, de dannes, skrev Erasmus af Rotterdam i 1529 (i De pueris instituendis, Om børneopdragelse). Det er i opdragelsen og i en lang række læreprocesser, at børn formes til samfundsvæsener, og det er bag fællesskabets beskyttende mur, at mennesket midt i en fjendtlig natur udvikler en række træk, som i stadig stigende grad gør det til en biologisk outsiderfigur, en luksusartikel midt i overlevelseskampen.

"Dets hoved blev bemærkelsesværdigt stort,

dets hud bemærkelsesværdigt tynd,

kvinderne bemærkelsesværdigt smukke,

benene bemærkelsesværdigt lange,

stemmerne bemærkelsesværdigt artikulerede,

kønsdriften bemærkelsesværdigt kronisk,

børnene bemærkelsesværdigt infantile,

de egne døde bemærkelsesværdigt uforglemmelige", som Peter Sloterdijk beskriver det i bogen Im selben Boot (1993).

 

Dannelse er måske et begreb for det, der gør os til en biologisk outsiderfigur – et væsen, der ikke nødvendigvis er styret at drifter, men som handler på trods, lever i tid, opdrages ind i en kultur – skaber kultur.

 

Eller i min terminologi: Mennesket er et væsen, der med sit sprog prøver at skabe en sammenhængende verden, som det kan leve og handle i. Mennesket søger mening, søger den eller de røde tråde, der strukturerer kuturens labyrint, så den ikke er et fængsle, men et sted for livsudfoldelse.

Klafki

Den tyske pædagog Wofgang Klafki viser, at der i tidens løb har været forskellige fremherskende dannelsestraditioner. Nogle skolesystemer har lagt vægt på indholdet – det materiale, andre på metoden – det formale,

Klassisk material dannelse

Her lægge der vægt på at overføre kulturens værdier til den næste generation. Disse værdier finder man ofte i de religiøse- og de nationale tekster.

Den almene dannelse

Klafki mener at det alment dannede menneske besidder tre vigtige evner:

     Evnen til selvbestemmelse

     Evnen til medbestemmelse

     Evnen til at udvise solidaritet

Objektiv material dannelse

Oplysningstidens ideal. Det er vigtigt, at man øger sin viden, søger indsigt. Husk: Viden er magt!

Formal evnedannelse

Elevens egen vækst er i centrum. De medfødte evner skal udvikles.

Formal  metodisk dannelse

Lær at lære! Lær at søge viden, lær at samarbejde.

Kristendomskundskab

 

Kristendoms-kundskab! Der er tale om et kundskabs- eller vidensområde.

Det dannelsesaspekt der ligger til grund herfor er altså det objektiv-materiale.

 

Kristendommens betydning som kulturfaktor kan dårlig overvurderes og en så kortfattet kirkehistorie som

de kommen få linjer, er på ingen måder fyldestgørende – men kan være nyttig for novicen.

 

Kirkehistorien – ifølge Carsten

Hvad ved vi om Jesus?

Meget lidt, hvilket dog ikke betyder at man, som nogle i den post-kristne vesteuropæiske kultur prøver, blot kan afvise hans historiske eksistens. At det for nogle ville være mere behageligt at affeje Jesus og dermed kristendommen som en løgn eller en som en konspiration er en andens sag.

 

Jesus er født omkring vor tidsregnings begyndelse – mere præcist kan det ikke siges og den 25. dec. er da en lige så sandsynlig dato som alle andre. Vor tidsregnings begyndelse og fastlæggelse af festdagen for Jesu fødsel, er senere historiske tildragelser.

Hvad vi derimod ved, at at Jesus i en periode drager rundt og forkynder Guds Riges nærhed, at han samler en skare, primært fra samfundets lavere lag, omkring sig og at hans forkyndelse har virket så provokerende på magthaverne, at han henrettes. Dette sker omkring år 30-33. Men der er endnu ingen kristendom – end ikke Jesus var kristen, han var jøde!

Kristendommen som religion opstår da hans efterladte tilhængere, disdiplene (gr. eleverne) eller apostlene (gr. de udsendte) oplever ham som nærværende efter han er henrettet.

Budskabet er det på en gang underfulde og absurde, at Gud har åbenbaret sig i mennesket Jesus, at den højeste har nedværdiget sig, at skaber og skabning deler skæbne. Og yderligere, at det brudte gudsforhold er helet ved at Gud, i Jesu skikkelse, har taget lidelsen på sig, bragt sig selv som offer for vores skyld. En sådan tanke er absurd, men var kendt fra nogle dengang 500 år gamle digte om Herrens lidende Tjener, som står hos profeten Esajas.

Fra at være de undertryktes religion, en religion for slaver, småkårsfolk og kvinder der har haft brug for at høre, at Guds Rige er midt iblandt jer (Luk 17,20-21), at Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed (1. Joh 4,8) eller lytte til Paulus der skriver Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus (Gal 3,28) – så ændres kristendommen, da kejser Theodosius i 394 gør kristendommen til eneste tilladte religion i imperiet. Kristendommen bliver magtens religion – og kommer dermed også efterhånden til at legitimere magten.

Middelalderen beskrives ofte som mørk og som styret at magtsyge fyrster og paver. Dette billede er delvis, men kun delvis rigtigt. Det er middelalderen set gennem den senere renæssance og oplysningstids øjne og – her i Nordeuropa, set i lyset af reformationen.

Der har, også i middelalderen, været mange, der har forsøgt at holde fast i det oprindelige i kristendommen, således som de har forstået det. Nogle af disse, som Frans af Assisi, blev kåret til helgen, mens andre, som Jan Hus, blev brændt som kætter.

Den omvæltning, der får betydning for os her i Nordeuropa, er da Martin Luther, i 1517 starter et opgør med kirkens magtmisbrug.

Luther vil tilbage til det oprindelige og helt i overensstemmelse med tidens trend vil han gå til kilderne (ad fontes), der i kirkens tilfælde må være Bibelen. Skriften, læsningen – og dermed skolen bliver vigtig. Luthers lille katekismus (lærebog i kristendom) fra

1529 er den væsentligste skolebog helt frem til det 20. århundredes begyndelse.

For at belyse de særlige danske forhold er der grund til at hæfte sig ved N.F.S. Grundtvig. Grundtvigs virke er stort og omfattende og det er præget at kampe for at forstå. Forstå sig selv, sin kultur og verden. I den rækkefølge, men stop ikke når du har forstået dig selv eller din egen kultur – verden er større.

Grundtvigs kristendomsopfattelse ændrede sig gennem livet. Fra en streng fromhedstænkning i barndomshjemmet, over en fornuftskristendom (rationalistisk) på universitetet og i årene derefter, tilbage til barnetroen og så til et delvis opgør med Luthers tænkning om Bibelen som troens grund. Grundtvig påpeger, at det ikke kan være Bibelen de kristne er fælles om. De første kristne havde jo kun de jødiske skrifter (Det gamle Testamente), så hvorledes skulle de kunne finde kristendommens grundlag i deres skriftsamling? Nej, siger Grundtvig. Det de kristne altid har samlet sig om er dåb og nadver. Kristenlivet har sin grund i menigheden, ikke i Bibelen.

Og så indtager Grundtvig en, for en kristen forkynder, noget særpræget holdning: Da man selvfølgelig ikke kan tvinge til tro, så er det væsentlige i skolen, at vi beskæftiger os med det liv vi har som mennesker, det er menneskelivet, der skal kastes lys over, der skal oplyses. Derfor er skolens opgave livsoplysning. Vi skal som mennesker prøve at finde sandheden med vort liv. Hvad så med kristendommen? Jo, vil Grundtvig sige – hvis sandheden ligger i kristendommen, så finder du kristendommen når du søger sandheden, men kristendommen bliver ikke sand af, at du tvinges til at tro på dens budskab.

Billeder har altid haft betydning i kristendommen. De første var hemmelige tegn, som fisken, eller denne grafitti fra Rom fra det 2. århundrede, hvor der gøres nar af en kristen.

"Alexanenos tilbeder sin Gud" lyder teksten og den korsfæstede er forsynet med et æselhoved.

Tegninger kan herefter dårligt virke  spottende i kristendommen.

Det græske ord for fisk - ἰχθύς, (ichthys), dannes af forbogstaverne i sætningen: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér – Jesus Kristus, Guds Søn, frelser.

 Luther afskaffede konfirmationen, men pietisterne genindførte den.

Efter pietisternes opfattelse bekræfter konfirmanten (med t) selv sin dåbspagt. I nyere ritualer er det præsten, der på kirkens vegne bekræfter konfirmandens (med d) dåbspagt. Groft sagt er forkellen: "Tror du på Gud?" over for "Du skal vide, at Gud tror på dig!" Ja, det er min fortolkning, som ikke alle i folkekirken er enige i – men folkekirken kan alligevel rumme os alle.

Dåben er central i den kristne kirke, det er indgangen til menigheden, hvad enten der er tale om barne- eller voksendåb.

Dåben er en symbolsk afvask-ning, hvor det gamle menneske vaskes væk for at give plads til det nye og rene.

Michale Sjælevejer i Højby Kirke (Odsherred). Det er forestillingen om dom, der ligger bag fortællingen om ærkeenglen Michael, der skal veje de afdødes sjæle for at afgøre om de er rene nok til at komme i himlen.

En dæmon forsøger at tynge vægten ned, men Michael snyder og lægger hånden på vægten. Der er altså håb, for guds retfærdighed er anderledes end menneskenes.

Livsoplysning

 

Hvad er oplysning?

Den 30. september 1784, skriver Imanuel Kant en lille artikel i Berlinische Monatsschrif, i hvilken har starter med at beskrive hvad oplysning er.

Aufklärung ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbst verschuldeten Unmündigkeit. Unmündigkeit ist das Unvermögen, sich seines Verstandes ohne Leitung eines anderen zu bedienen. Selbstverschuldet ist diese Unmündigkeit, wenn die Ursache derselben nicht am Mangel des Verstandes, sondern der Entschließung und des Muthes liegt, sich seiner ohne Leitung eines anderen zu bedienen. Sapere aude! Habe Muth dich deines eigenen Verstandes zu bedienen! ist also der Wahlspruch der Aufklärung.

Eller på dansk:

Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglende formåen til at bruge sin

forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen ikke skyldes en mangel ved forstanden, men ved manglende beslutsomhed og mod til at klare sig uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.

 

Det første spørgsmål man må stille til denne ganske fornuftige definition på oplysning, er om fornuften, eller forstanden, kan bære det ansvar, der lægges på den.

Dernæst kan man spørge til lysets karakter. Oplysningstidens ideal om viden afspejles i de store encyklopædier der udkommer, først og fremmest i Frankrig og England. Encyklopædier er vidensamlinger og det er virkelig gedigen viden disse værker indeholder, men prøv ikke at læse encyklopædien fra første til sidste side – så er der ingen sammenhæng, og som vi ved nytter det ikke noget at kunne udenad hele det latinske leksikon og byens avis for tre år, og det både forfra og bagfra. Når man møder livets udfordringer, skal man kunne sige mere end "Det er en svær varme her er herinde!"

 

Grundtvig

Det er denne erfaring den unge Grundtvig gør sig, da han i 1805 kommer til Langeland for at være huslærer for den unge Carl Steensen Leth på Egelykke. Han bliver forelsket i husets frue, Constance Leth, og den unge fornuftdyrkende kandidat kan ikke stille stort andet op end Klods Hans' bror: "Det er en svær varme her er herinde!" – og gør en klovn af sig selv.

 

Livet er åbenbart større end fornuften og som han beskriver det i digtet Nyaars Morgen: Lys uden varme er helvedes kval. Grundtvig lægger ikke afstand til oplysningstidens idealer om at viden er et gode, men det skal være brugbar viden, viden om vores liv. Det er livet, der skal kastes lys over – solens livgivende og varme lys. I digtet Nu skal det åbenbares er der to strofer, der klart beskriver Grundtvigs syn på oplysning:

 

Man længe nok må sige,

at kærlighed er blind,

det bli'r dog lysets rige,

hvor ret den strømmer ind.

Og han har aldrig levet,

som klog på det er blevet,

han først ej havde kær.

 

Og, lad det være sagt med det samme. Grundtvig mener ikke, at man kun skal beskæftiger sig med det man har interesse for, det man har kær. Nej, men du bliver først klog på det, når du har sat dig ind i et stofområde, og altså fået det kær.

Lys og liv høre sammen - eller som han skriver: Lyset og Livet er Tvillinger bolde, Døden alene kan skille dem ad!

Et andet aspekt af Grundtvigs oplysningstænkning er Folkeoplysningen, som han knytter til Folkehøjskolen, hvoraf den første er Rødding Højskole fra 1844. Denne del af oplysningen tager sit udgangspunkt i den forskel der er mellem eliten og almuen. Skal Danmark have folkestyre, så må folket gøres i stand til at styre, ellers er der ikke tale om frihed og folkestyre. Grundtvig, der var med stil at skrive den første grundlov, endte med ikke at stemme for den, da den ikke var fri nok. Senere, da man efter nederlaget i 1864, ville indskrænke folkets demokratiske rettigheder, gik den dengang 80-årige Grundtvig atter ind i politik for at forsvare den forfatning, som trods alt gav politisk indflydelse.

 

I forlængelse af det grundtvigske begreb Livsoplysnings står K.E. Løgstrups begreb Tilværelsesoplysning. Det kan være svært at se de store forskelle. Grundtvigs livsoplysende skole betegner han selv som Historisk-Poetisk. Mennesket er og lever i historien, men mennesket vil, som det Guddommelige Experiment det er, konstant overskrider og forny de grænser der er sat for det. Poetisk kommer af det græske ord Poesis, der netop betyder at skabe eller at overskride.

Løgstrup, på sin side er påvirket af Martin Heidegger, der har nogenlunde samme tanker og siger at mennesket er fortidsbestemt, fremadrettet nutidighed.

Om tilværelsesoplysningen, der for Løgstrup er skolens overordnede formål, siger han: … til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med       vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser. … Tilværelsesoplysningen starter med fortælling, for at ende med stillingtagen.

 

 

 

Da skal man forskel kende

på solskin og på lyn,

skønt begge de kan brænde

og skabe klare syn,

thi, som fornuften giver,

det ene lys opliver,

det andet slår ihjel!

Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter..

Mens graven kastes, vuggen gynger,

og liv udsletter dødens spor …

Ophøjer vi uddannelsen til at være skolens hovedopgave, glider også de største vanskeligheder ved at holde skole lige så stille ud af synsfeltet.

K.E. Løgstrup

Medborgerskab

 

Det kan Ove Korsgaard forklare bedre end jeg, så lad ham få ordet:

 

Borger

Hvad vil det sige at være borger? Det har været et omstridt spørgsmål siden begrebet blev dannet for mere end 2000 år siden. Ordet borger (citizen) har rødder tilbage i den græsk-romerske idé om byen som ramme om et politisk fællesskab. Og borgerskab (citizenship) betød at have borgerrettigheder og borgerpligter i bystaten (polis). Den græske filosof Aristoteles har givet følgende definition på en borger: ”Den som har adgang til at tage del i rådgivende og dømmende myndighed, kalder man altså borger i denne stat, og ved en stat forstår vi simpelthen en så stor mængde af sådanne mennesker, at den er tilstrækkelig til at kunne leve et selvstændigt liv i uafhængighed af andre”.

 

På dansk er borger afledt af borg. Byer opstod typisk ved at folk bosatte sig omkring en borg, der kunne yde dem beskyttelse, f.eks. Nyborg, Sønderborg, Kalundborg og Vordingborg. Fra 1200’tallet og frem til 1800’tallet var begrebet borger knyttet sammen med begrebet stand: Adelen udgjorde 1. standen, gejstligheden 2. standen, borgerne 3. standen og bønderne 4. standen.

Først i slutningen af 1700’tallet blev ordet borger knyttet sammen med staten. Det skete med lov om indfødsret fra 1776, hvori der for første gang tales om statens borgere. På samme tidspunkt begyndte man at bruge ordet medborger.

 

Statsborger

Statsborgerskab, statsborgerret og indfødsret er i dag synonyme begreber. Ved statsborgerskab forstås den juridiske forbindelse mellem en person og en stat. Statsborgerskab er forbundet med en række civile, politiske og sociale rettigheder, og ligeledes med en række pligter, for eksempel værnepligt og undervisningspligt.

 

Medborger

Der eksisterer ikke en entydig definition af begrebet medborger, men det er et begreb, der forsøger at indfange den enkelte borgers identitetsmæssige forbindelse til det politisk-juridiske fællesskab, man indgår i. Medborgerskab bruges blandt andet:

 

  • som overordnet kategori, der inkluderer statsborgerskab
  • som sideordnede kategori til statsborgerskab

Medborger som overordnet kategori:

Eksempel: T.H. Marshalls klassiske bog Citizenship and Social Class (1950) har på dansk fået titlen Medborgerskab og sociale klasser, selv om bogens fokus er civile rettigheder, politiske rettigheder og sociale rettigheder, altså rettigheder man har i kraft af statsborgerskab.

 

Medborgerskab og statsborgerskab som sideordnede kategorier:

Statsborgerskab

 

Status

Rettigheder og pligter

Juridisk

Objektiv

Medborgerskab

 

Identitet og sindelag

Følelse af ansvar

Psykologisk

Subjektiv

Unionsborger

Unionsborgerskab blev indført med Maastricht-traktaten i 1992, hvor det i artikel otte hedder: "Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat." Med Amsterdam-traktaten kom der følgende tilføjelse: "Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette" (artikel 17 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab).

 

 

Verdensborger

I Grækenland og Rom var der folk, der ikke kun betragtede sig som borgere i polis, men også i kosmos. En kosmopolit levede således ikke kun som by- og statsborger, men også som verdensborger. Stoikerne betragtede det kosmos, der var gennemstrømmet af logos, som deres hjemland, et land som alle mennesker, frie og slaver, hellenere og orientalere havde del i. Alle kosmopolitter er borgere i to riger, der er både statsborgere og verdensborgere. De hører hjemme i polis såvel som i kosmos, sagt med et ord - i 'kosmopolis'. Den tyske filosof Kant byggede videre på denne tankefigur i slutningen af 1700’tallet.

 

Konklusion: Medborgerskab bruges såvel som et overordnet begreb, der inkluderer statsborgerskab, og som en identitetsmæssig dimension ved både statsborgerskab, unionsborgerskab og verdensborgerskab

 

Så vidt Ove Korsgaard på Medborger.net.

 

Skal der trækkes andre tråde, så kunne man under de ovenfor angivne sideordnede kategorier under statsborgerskab tale om demokrati som en styreform (jr. Alf Ross) og tilsvarende under medborskab tale om demokrati som en livsform (Hal Koch).

Habermas' livsverden må på tilsvarende vis være et udtryk for medborgerskab.

Men det er vel mere komplekst end som så, for når jeg går hen og afgiver min stemme ved et valg, så gør jeg det nok som statsborger, men føler mig forpligtet til at udføre denne statsborskabshandling – forpligtet som medborger.